LUDO åbner på Gammel Kongevej på Frederiksberg som bageri, bistro og vinbar under samme tag. Vi søger en restaurantchef, der har lyst til at være med helt fra begyndelsen og skabe både holdet, værtskabet og den kultur, gæsterne skal møde hos LUDO.
Om morgenen dufter huset af friskbagt brød og kaffe. Til frokost er der liv i bistroen. Senere kommer vin, middag og cocktails på bordene. Din opgave bliver at få det hele til at føles som ét LUDO.
God service begynder med noget godt at servere
Som restaurantchef hos LUDO får du et stærkt fagligt hold omkring dig. Et bageri, der tager sit håndværk alvorligt. Et køkken, der går efter velsmag frem for prestige. Gode råvarer, god kaffe og nøje udvalgte vine. Det betyder noget, når man står over for gæsten.
Vi vil skabe professionel service uden formalitet – og et restaurantteam, der oprigtigt kan være stolte af det, de sætter på bordet.
Dit gulv. Dit hold.
Du bliver en af LUDOs nøglepersoner og får stor indflydelse på, hvordan restauranten skal fungere. Ikke mindst får du mulighed for at være med til at finde og sammensætte det hold, du skal stå i spidsen for. Du får blandt andet ansvar for:
- rekruttering og udvikling af restaurantteamet
- service og gæsteoplevelse
- oplæring og kultur
- vagtplanlægning og bemanding
- den daglige restaurantdrift
- booking og afvikling
- vin, kaffe og bar sammen med de ansvarlige
- vareforbrug og restaurantøkonomi
- samarbejdet med køkken og bageri
Vinbaren fungerer samtidig som LUDOs private dining-rum til ca. 30 gæster, så du kommer også til at stå i spidsen for den slags særlige aftener.
Vi jagter stamgæster
Vi søger en person med naturligt værtskab og godt overblik. En, der både ser gæsten ved bordet og menneskene på sit hold. Du kan allerede være restaurantchef, men du kan også være en stærk assisterende restaurantchef, tjener eller anden hospitality-profil, der er klar til næste skridt.
LUDO skal ikke være stift eller højtideligt. Vi vil gerne kende vores gæster. Huske dem. Vide, hvad de drikker. Og skabe et sted, hvor man kan komme efter morgenkaffe, mødes over frokost, tage et glas vin på vej hjem eller spise middag fredag aften.
Vi jagter ikke stjerner. Vi jagter stamgæster. Og vi tror på, at vejen dertil er ret enkel: God mad. Godt værtskab. Dygtige mennesker. Og en stemning, man har lyst til at komme tilbage til.
Har du lyst til at være med til at skabe LUDO og dit eget restaurantteam, vil vi meget gerne høre fra dig.
Send din ansøgning